

Dato: 12. november 2018
Digitalisering af bestyrelsesarbejdet er et område i vækst og en nylig fusion mellem softwarevirksomhederne BoardPlace og Ogencia sætter yderligere skub i denne udvikling.
Kapitalfonden Promentum Equity Partners’ selskab Ogencia har netop købt softwarevirksomheden BoardPlace A/S. BoardPlace er en komplet digital platform, der forenkler og effektiviserer arbejdet for bestyrelser og advisory boards med fokus på den enkelte brugers arbejdsgange, samt sikring af gennemsigtighed og compliance.
BoardPlace fusionerer med kapitalfondens selskab Ogencia, som har udviklet en softwareløsning til styring af investeringsporteføljer. Tilsammen vil kunderne, der tæller investorer, ejerledere samt bestyrelser og direktioner have én samlet produktsuite til håndtering af ledelses- og bestyrelsesarbejdet, samt styring af investeringsporteføljen.
BoardPlace’s stifter, Claus Ellebjerg Due bliver CEO i den nye softwarekonstellation:
– “Der findes et væld af systemer, der hver især optimerer arbejdet i virksomhedens forskellige afdelinger. CRM-systemet, HR-systemet osv. Men når det kommer til arbejdet i topledelsen og
bestyrelsen, så begrænses systemerne ofte til Word og Outlook. Resultatet er, at alle de vigtige beslutninger ligger og flyder som Word-dokumenter i e-mails. Og det er meget uhensigtsmæssigt i en tid, hvor trusselbilledet og dermed behovet for compliance aldrig har været større. Med vores nye samlede produktsuite kan vi, som de første, for alvor hjælpe virksomheders bestyrelse og
ledelse med at effektivisere samarbejdet. Herunder samarbejdet med vigtige eksterne stakeholders som fx advokaten og revisoren”, udtaler Claus Ellebjerg Due.
Opkøbet af BoardPlace styrker samtidig mulighederne for Promentum Equity Partners’ selskabssoftware, Ogencia:
– ”Vi har selv behov for at lette arbejdet for de startups, vi investerer i og ikke mindst for os selv som kapitalfond. Det var grundlaget for vores investering i Ogencia, som sikrer, at alle virksomhederne i vores investeringsportefølje rapporterer på samme nemme måde, i samme formater og i samme system. Ved at integrere BoardPlace bygger vi nu ét system til håndtering af både en virksomheds investeringer og alle de vigtige beslutninger, der træffes i ledelsen og bestyrelsen”, siger Managing Partner Amer Ramzan fra Promentum Equity Partners.
Forventningerne til markedet for ledelsessoftware er store hos BoardPlace og Ogencia, der netop nu er i fuld gang med at fusionere deres software:
– ”Jeg oplever en stigende grad af professionalisering i ledelses- og bestyrelsesarbejdet bl.a. drevet at de stigende krav til compliance og dermed datasikkerhed. Det er den bølge, vi vil være med til at bygge op og ride forrest på”, slutter Claus Ellebjerg Due.